Har du nogen gang tenkt over hvordan fuglene lærer at flyve?
Mens de vokser og bliver sterkere bliver de også mer bevidste om hvem de er, de lærer ved at kigge på verden omkring sig og de er naturligvis preget på sine foreldre der kommer med mad til dem. Undervejs begynder de også at bevæge seg mere og mere og de forsøger at gøre det samme som sine foreldre. De bakser med vingerne sine for at lære de at kende og hvordan de opfører seg når de bevæger dem. Den får ingen anden hjelp end det den ser sin mor eller far gøre og foreldrene holder ikke vingerne dens i forsøget på at lære de noget der er naturlig programmeret dypt i deres DNA.
Lige så pludselig en dag kaster de sig ut af redet og flyver for første gang uten nogen anden form for hjælp end den naturen narturligt har lagt til rætte for gennom efterligning af sine foreldre og ved egen udforsking.
Vi mennesker har akkurat de samme forutsetninger som fuglerne når det gelder at blive klare til at gå. Om det bliver lagt til rette for og uden indblanding fra foreldrene som gerne vil hjelpe sine håpefulde, så rejser vi os også en dag op og går, helt af os selv. Mellom 9 og 18 mnd.er normalt, og de aller fleste børn tager sine første skrit mellom 12-15 mnd. Vår eldste datter var en uge fra 17 mnd. da hun gik selv, jeg havde nok tenkt på det en del det skal jeg indrømme og jeg masserede hendes fodsåler dybt nogle dager inden.
Det hele er tale om at barnet selv får lov og mulighed for at udforske sin egen krop ved at krybe, kravle, skubbe seg, ligge på maven, rulle rundt, hejse seg op, dreje, rejse seg, falde, om og om igen. Med andre ord, træne, træne, træne og atter træne. Et sted omkring 1000 timer vil det tage fra de kan trække sig selv op og dit hen til at de kan gå helt på egenhånd, så det giver sig selv at det skal tage noget tid da det er selve mønsteret der er vigtig og det skal trænes og integreres sammen med alt det andre i kropen.
Det findes jo selvsagt undtag ved evt.sygdom, ulykker eller andre udviklingsmessige abnormaliteter, men alle har faktisk akkurat de samme naturlige innebyggede egenskaberne for at rejse sig op for at gå uden anden hjelp end at se på og efterabe sine forældre og andre mennesker. Man kan jo tit se de samme gangmønstere hos børn som hos sine foreldre, nettop pga.dette. Når de rejser sig for første gang og går, bruger de armerne til ta korrigere sin balance, der de vakler afsted på hurtige og søgende ben.
Det er i den her fase den såkallede ” gå hjelp ” er i sin mest kritiske fase, der foreldrene holder armene til barnet over hovedet i bedste mening for at fremskynde den naturlige process.
Forsøg selv at gå med armene over hovedet, var det behagelig? Nej, det tenkte jeg nok. Det gir stress til og stiller helt andre krav til muskler i både ben, bækken og ryg der skal arbejde på måder de ikke er ment til at gøre over tid. På den måde legges et unødvendig grundlag for kompensering og unødvendige spendninger i kropen. Om en absolutt skal ” hjelpe ” barnet i den her proces så er det vigtig at holde armene til barnet på en sådan måde at hænderne er i navlehøjde og at de stadig uden anstrengelse kan anvende de til at korrigere sin balance med. Du her måske allerede gættet det, men min mening er altså, NEJ!, vi skal ikke hjelpe de, hellere legge til rætte for det.
Hva mener du?
Se hva min lærer Tom Myers har å sige om videoen nedenunder.
” Those of you who have participated with me in ‘Spiraling Into Alignment’ understand that human walking is a precarious endeavor built on top of the skills involved in lying, creeping, sitting, crawling, and kneeling. Then comes walking, and finally – as you can see here – standing. The period of experimentation is greatly lowered by having older brothers and sisters (even if they do occasionally ‘help’ by pushing you down again. What’s beautiful about this is to watch the experimentation lead to more an more confidence. Lateral stability is the first to come, aided by a wide stance. Sagittal stability is a bit harder to get – so she lands on her bum a lot. Look carefully – rotational stability is the last to come and successful walking and standing depends on having the rotational control. – Tom “
Om et barn går ved 12 mnd. alder eller før, betyder slet ikke at dit barn skal gøre det samme, eller at der er noget galt om det sker senere, så slap af og nyd og følg med på hvordan dit barn udvikler sig, det skal nok sagtens lære at gå.
PS. Her er en artikkel om hvordan bla. bleer påvirker hvordan børn lærer at gå, den er ret intressant.